Første gang i luften med en drage

Når du skal ud at flyve med en ny drage, er det vigtigt, at du vurderer dens størrelse i forhold til vinden. Prøv at holde den op i hånden og føl trækket inden du sætter den op med en styreline.

Find et sted hvor der er frit land uden store træer eller huse, i alle retninger. Forbind dragen med styrelinen og rul ca. 40 meter ud imod vindretningen. Tag fat i vindslet og få en hjælper til at holde dragen op i vinden og give slip på den, den skal ikke kastes op i luften, den skulle gerne selv ”finde vej” opad. Når dragen er oppe, kan du nyde synet af farverne på himlen. Husk hele tiden at holde øje med dragen. Hvis den begynder at falde, trækker du lidt i styrelinen eller gå nogle skridt op mod vinden, så skulle den gerne stige.

Når du er færdig med flyve tager du fat om styrelinen, og samtidig med at du ruller linen op, går du frem langs linen, så den stille og roligt får dragen ned. Skil dragen fra styrelinen og pak den godt sammen, så den er klar til næste gang, du vil ud at prøve vinden af.

 

Første gang i luften med en styrbar drage

Når du første gang skal ud at flyve med din drage, er det vigtigt, at du tager vinden i betragtning. Det må ikke blæse for hårdt, for så er dragen meget vanskelig at styre, og den trækker meget. En styrbar drage vil få for meget fart og være vanskelig at manøvrere i luften. Vent til en dag med jævn vind!

Find et sted hvor der er frit land uden store træer eller huse i alle retninger. Pak dragen ud og saml den. Når du har fastgjort dragelinerne til dragen, ruller du ca. 30 m ud imod vindretningen. Få en hjælper til at holde dragen for dig. Når du har strukket linerne ud og konstateret, at de er lige lange, giver du et let ryk i linerne, så dragen flyver op.

Lad den gå så højt op som muligt og forsøg nu at styre ved at trække i linerne. Når du trækker i den højre line går dragen mod højre og til venstre med træk i venstre line.

Forsøg ikke at komme for tæt på jorden de første gange. Det er godt at få kontrol over dragen, mens den er højt på himlen. Når dragen skal landes, styres den forsigtigt helt ud til en af siderne, hvorefter den vil lande stille og roligt. Efterhånden som du bliver bedre, kan du læse om flere tricks eller se videoer, der viser, hvordan de kan laves. Du kan finde flere gode råd i bogen “Drager i vinden” skrevet af Lars Skibelund. Se mere om bogen her

 

Sikkerhed ved drageflyvning

Det er altid vigtigt at overholde nedenstående sikkerhedsregler ved flyvning. Husk, at ikke alle deler glæden ved drageflyvning med dig.

  • Flyv aldrig i regn- eller tordenvejr. Selvom det ikke tordner, kan der være elektricitet i skyerne.
  • Flyv aldrig i nærheden af højspændingsledninger.
  • Flyv aldrig, så dragelinerne krydser en vej eller sti.
  • Gener aldrig dyr med din drage – specielt heste kan blive meget bange.
  • Gener aldrig andre med din drageflyvning – find et andet sted hvor du kan flyve.
  • Lad aldrig flyvelinen løbe ud mellem hænderne, den kan på ingen tid skære sig dybt ind i hånden. Brug eventuelt handsker.
  • Saml altid ødelagt eller sprængt line op og tag det med hjem. Det kan være farligt for fugle og andre dyr.
  • Kommer der fugle i nærheden af, hvor du flyver, kan du sende papirlapper op ad linen, så de kan se den, eller forsøg at bevæge linen så den kan ses. Ifølge dansk lov må drager højst sættes 100 meter op over jorden og ikke tættere end 5 km på en flyveplads eller lufthavn.


 

God fornøjelse !

Kilde: https://www.drageriet.dk/gode-raad/